Sammendrag fra bestyrelsesmøde 28. juni 2018

Færre containere til papir og batterier
Frederiksberg Kommune har meddelt, at halvdelen af papircontainerne langs ejendommen og halvdelen af standerne til batteriaffald fjernes, fordi de ikke bliver fyldt. Hvis det viser sig, at der efterfølgende bliver mangel på containere og standere, henvender funktionærerne sig til kommunen og får justeret antallet.

Alarmopkald fra elevatorer
Flere beboere har gjort bestyrelsen opmærksom på, at der kommer støjende modem-lyde fra elevatorerne om natten. Det er den lovpligtige og automatiske test af alarmopkald, som vi skal foretages en gang i døgnet. Disse opkald er nu rykket til dagtimerne, så de forstyrrer beboerne mindst muligt.

Internet
Den 28. juni skiftede Fiberby en switch (fordeler) til opgangene nr. 6, 8 og 10 for at sikre høj driftsstabilitet. Vi har desuden opdateret vores fejlfindingsguide om oplevet dårlig internetforbindelse på hjemmesiden. Se guiden her.

Tag hensyn til hinanden
Vejret er dejligt, og den fælles have samt altanerne bliver nu flittigt brugt. Bestyrelsen har dog fået henvendelser om hundeluftning i gården i strid med vedtægterne. Hundeejere skal lufte hunden udenfor ejendommen.
Samtidig skal vi påpege den selvfølgelighed, at man ved hyggestunder i gården tager hensyn til sine medbeboere. Brug ikke haven som toilet, men benyt værtens. Tænk desuden over, at de fleste lejligheder har soveværelse ud mod gården.

Grill på altanerne
Flere beboere har henvendt sig til bestyrelsen, fordi de føler sig generet af grill-stegeos på altanen. Bestyrelsen skal derfor minde medlemmerne om, at det ifølge vedtægterne ikke er tilladt at grille på altanerne. Heller ikke med gas- eller elektrisk grill.
Få genopfrisket husordenen her.

Sommerfest
Invitationen er omdelt. Sommerfesten holdes lørdag d. 11. august kl. 17-23.
Tilmelding kan ske via linket her: https://goo.gl/forms/9rK93GzW1p89HT0F3

Møl i lejlighederne
10 ud af 19 opgange samt kælderen er nu sprøjtet mod møl i flere omgange. Der sprøjtes i forskellige etaper, da de enkelte opgange først er kommet på efter dokumenteret tilfælde af klæde- eller pelsmøl. Beboere til de berørte lejligheder har fået særskilt brev i deres postkasse. Beboere, som oplever møl – og endnu ikke har fået sprøjtet – skal henvende sig til funktionærerne med et eksempel af møllet, så det kan konstateres, om der er tale om mel-, klæde- eller pelsmøl.

Der overvejes nu – i dialog med skadedyrsbekæmperen – om det er nødvendigt at sprøjte i de resterende lejligheder. Hvis det besluttes, vil beboerne i de relevante lejligheder få særskilt besked. Det kan i øvrigt oplyses, at en sprøjtning er uden nævneværdige gener for mennesker og kæledyr over mølstørrelse. En sprøjtning varer få minutter, og man kan vende tilbage til lejligheden efter 15 minutter.

Der er tale om en fælles indsats her, og derfor bør man prioritere at være hjemme, eller udlevere en nøgle til funktionærerne, så skadedyrsbekæmperen kan komme ind i hver lejlighed. Ellers får vi aldrig bugt med problemet.

Barnevognsskur
Der indkøbes kurve til barnevognskuret. Kurvene ophænges til opbevaring af legesager.
Ophængningen er planlagt til august. Hjælp jeres børn med at rydde op efter sig og holde orden.

Renoveringsprojektet
Der arbejdes videre med at få en løsning på kvalitetsproblemer med relining af faldstammer.

Altaner mod gården
En arbejdsgruppe under bestyrelsen arbejder videre med altanprojektet, der udformes i forhold til bygningens konstruktion, æstetik og myndighedskrav om sikkerhed og udseende. Altanprojekt skal vedtages af et kvalificeret flertal på en generalforsamling, hvorefter projektet skal vurderes og godkendes af Frederiksberg Kommune, inden det evt. kan igangsættes. Uanset hvor hurtigt projektet forelægges medlemmerne, så vil det tidligst kunne realiseres i 2020.

Funktionær Henrik stopper
Funktionær Henrik Gøtje fratræder efter eget ønske. Bestyrelsen vil i den anledning takke Henrik for godt samarbejde, godt serviceniveau overfor beboerne, samt godt og samvittighedsfuldt udført arbejde i ejendommen. Henrik har sidste ordinære arbejdsdag i ejendommen fredag d. 27. juli.
Bestyrelsen har iværksat en ansættelsesproces til en afløser for Henrik.

Næste bestyrelsesmøde er planlagt til d. 22. august.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Comments are Disabled