Husorden (vedtægter §25)

  • Enhver ejerlejlighedsejer har pligt til at vise hensyn under udøvelsen af sin medbenyttelsesret til de fælles installationer, arealer, anlæg og indretninger, der hører under EF GODTHÅBS HAVE , for at skabe tilfredshed og tryghed for beboerne.
  • Medlemmer og de personer der opholder sig i medlemmers ejerlejligheder må nøje overholde de af bestyrelsen eller generalforsamlingen fastsatte ordensregler. Hvor intet andet er vedtaget gælder den af Boligministeriet godkendte lejekontraktsformular vedrørende ordensreglement og de i lejeloven fastsatte regler som berettiger udlejeren til at hæve lejemålet.
  • Moderniseringsarbejder, hamren, banken, støj fra maskiner i bygningsdele, gulvslibning etc. må kun finde sted mandag – fredag kl. 08.00 og 18.00 samt lørdag mellem 10 og 13. Der må ikke finde moderniseringsarbejder sted søndag og på helligdage.
  • Brug af radioer, båndoptagere, musikinstrumenter, og andre mekaniske instrumenter skal ske med størst mulig hensyntagen til andre beboer. Der må ikke afspilles musik i fri luft eller for åbne vinduer på en sådan måde, at de omkringboende generes.
  • Maskinvaskerier, tørre- og strygestuer skal benyttes og rengøres efter de opsatte regler. Maskinerne og inventar skal afleveres rengjort og aftørret efter brugen. Fejl ved maskinerne skal straks meddeles til ejendomsfunktionæren, der ligeledes kan vejlede i brugen af maskinerne.
  • Vaskemaskiner i lejlighederne er ikke tilladt uden bestyrelsens skriftlige tilladelse. Bestyrelsen henviser beboere til at benytte ejendommens vaskerier med alle vaske- og tørrefaciliteter.
  • Der må ikke stilles barnevogne, cykler, planter, flasker, møbler etc. på hovedtrapperne, køkkentrapperne eller i kældergangene, da disse er flugtveje. I øvrigt henvises til ” ejendommens meddelelse om brandsikkerhed.”
  • Tilkaldte håndværkere må ikke udføre arbejde, der griber ind i ejendommens fællesinstallationer, uden at funktionærerne forudgående er orienteret herom .
  • Husdyr må holdes i mindre omfang og således, at det ikke til gene for ejendommen eller beboerne. Dyrene må ikke luftes i afdelingens fællesområder. Eventuelle efterladenskaber skal omgående fjernes af ejeren. Fodring af fugle, katte og andre dyr må ikke finde sted fra ejendommens altaner eller på fællesarealerne.
  • Parkering på fællesarealer er ikke tilladt uden efter aftale med EF GODTHÅBS HAVES bestyrelse, som kan kræve vederlag for benyttelse af en parkeringsplads. Parkering uden for båsene er ikke tilladt.
  • Alt affald skal være omhyggeligt indpakket i affaldsposer, der skal være bundet, så de holder tæt, før affaldet smides i affaldsskakten eller i fælles affaldscontainer. Flasker, aviser og reklamer skal i de respektive containere.
  • I elevatorer må de indvendige foldedøre ikke berøres under kørslen, da det kan medføre elevatorstop. Overbelastes en elevator ved uhensigtsmæssig brug – f.eks. ved transport af for tunge ting – sker genopretning af elevatoren for beboerens regning.
  • Overtrædelser af husordenen kan meddeles enten funktionærerne eller bestyrelsen.