Sammendrag fra bestyrelsesmøde 22. august 2018.

Møl
Kælderen og lejligheder i over halvdelen af alle opgangene har nu gennemgået flere sprøjtninger mod klædemøl. Der kan stadig være nogle få tilbage, men giften, som der er sprøjtet med, skulle virke op til 6 uger. Ellers anbefales det, at man sætter nogle mølfælder op.Hvis problemet drejer sig om mere end et par stykker klædemøl, eller de vedbliver med at komme, så skal du kontakte funktionærerne med et eksemplar af møllet. Hvis ABSOLUT A/S Skadedyrsservice vurderer, at der skal en ekstra sprøjtning til, så kommer de ud og ordner det.Derudover vil vi indgå en 1-årig kontrakt med ABSOLUT A/S Skadedyrsservice om at få sat detektorer i hele vores kælderen, så vi kan følge udviklingen i kælderen.

Der vil blive sat 40 detektorer op, hvor giften udskiftes hver 6.-8. uge og der bliver løbende kontrolleret, om der kommer møl igen og i så fald behandles problemet.

For at få en hurtig løsning i kælderen, har vi ikke været inde i hvert kælderrum, men der er stukket en rør ind i hvert rum for at få giften derind. Hvis det viser sig, at der er en del af kælderen, hvor møllene kommer igen og igen, så er det tegn på en rede et sted og så er vi nødt til at sende alle – indenfor denne bestemte del af kælderen – ned og tjekke deres kælderrum. Desuden er ABSOLUT A/S Skadedyrsservice nødt til at komme ind i hver enkelt rum og sprøjte.

Bestyrelsen opfordrer i øvrigt beboerne til at undersøge, om man i sit kælderrum opbevarer tekstiler, som møl kan trives i. Så vi undgår mølreder.

Faldstammeprojektet
Vi har fået foretaget endnu en vurdering af kvaliteten af renoveringen af badeværelsesfaldstammer. 

Ud fra udtagne prøvestykker lyder vurderingen, at kvaliteten af afrensning af de gamle faldstammeralt andet lige ikke ville kunne give en vellykket coating. Dermed har vi igen fået bekræftet, at coatingen ikke vil kunne medføre den foreskrevne forventede levetidsforlængelse på de eksisterende badeværelsesfaldstammer mv.

I den videre proces med Hovedentreprenør Finn L. & Davidsen om afhjælpning af de pågældende mangler ved faldstammerenoveringen har bestyrelsen indgået aftale med rådgivningsfirmaet Peter Jahn og Partners om indhentelse af supplerende bygherrerådgivning til bestyrelsen.

Sideløbende er en dialog med Rambøll vedrørende vort økonomiske mellemværende i gang.

Vi ved desværre endnu ikke, hvor længe forløbet vil vare, inden projektet er afsluttet tilfredsstillende. Når vi ved mere om, hvad der konkret skal gøres, vil der blive orienteret om det i et særskilt nyhedsbrev.

Vedligeholdelsesplan
Som led i vedligeholdelsesplanen for ejendommen gennemgås brandsikringen og dens tilstand i ejendommen. I første omgang sættes der branddøre med dørpumpe op ved vaskerummene i kælderen. Branddørene er bestilt.

Altaner mod gården
Arbejdsgruppen for altanprojektet arbejder videre med at få udarbejdet så konkret et projekt som muligt, der kan præsenteres for medlemmerne ved en generalforsamling.

Sommerfesten
Vi kan endnu engang konstatere, at bestyrelsen er ikke har mistet taget på det – det lykkes os endnu engang at finde en regnvejrsdag at holde festen på, trods 69 sommerdage inden da :o) Og det er endda 4. år i træk!

Men vi er efterhånden gode i at både storm- og regnsikre vores telt. Det samme var desværre ikke tilfældet med vores pavilloner. Så på trods af 110 fremmødte, så sluttede festen lidt tidligere end beregnet, da lidt under halvdelen af gæsterne var særdeles våde. Vi er allerede gået i gang med at se på et ekstra telt til næste års fest, så alle kan forblive tørre trods regnvejret.

Men maden var rigtig lækker og der blev spist godt. Vi benyttede os af KA Catering for første gang og det bliver ikke sidste gang, at vi gør det.

Stor tak til de fremmødte gæster og til de hjælpsomme beboere, som var med til at sætte telt op, pynte op, rydde ned igen mv. Skønt med så stor opbakning.

Børnedagen rykkes
Børnedagen, som er blevet annonceret til d. 9/9, vil blive rykket 2 uger til d. 23/9.

Bestyrelsen søger kreative / barnlige sjæle, som har lyst til at være med til at arrangere en sådan dag. Kontakt venligst Alice tlf. 26 22 47 04 / mail: ejerforeningen@godthaabshave.dk, hvis du er interesseret i at give en hånd med.

Beplantning
Vores funktionærer Martin og Allan er i fuld gang med at få klippet hæk mv.

Bestyrelsen overvejer at nedlægge de to bed midt på græsplænen overfor nr. 6 – 12. Vi drøfter dette af flere grunde – bl.a. mangler vi plads til et ekstra telt til vores årlige sommerfest, bedene er mere eller mindre gået ud, placering af bedene er bare ikke god og ved at fjerne bedene, kan vi åbne vi op for mere plads på denne plæne.

Træer i haveanlægget vil blive beskåret i løbet af de næste måneder.

Bestyrelsen er opmærksom på, at buskene mod gaden ikke er helt så kønne mere flere steder.

Inden åbning af metroen gennemgås beplantning foran ejendommen for at få et overblik over eventuelle skader, forårsaget af metrobygget. Bestyrelsen afventer overblik og dialog med Metroselskabet.

Cykelpumpe i gården
Der findes en cykelpumpe i gården ved skuret. Der er nu markeret plads til, at cyklister kan pumpe deres cykel. Respektér venligst markeringen.

Vores hjemmeside – Godthaabshave.dk
I den kommende tid vil vi gå i gang med at oversætte vores info på hjemmesiden til engelsk, så den både står på dansk og på engelsk. Vi gør dette, da flere ikke-dansksprogede flytter ind i ejendommen. Hvis du i øvrigt har kommentarer eller konkrete forslag til tilføjelser til hjemmesiden, er du velkommen til at sende dem til ejerforeningen@godthaabshave.dk.

Oprydning i barnevognsskuret
Der er sat 5 kurve op i barnevognsskuret. Det skulle gerne hjælpe med at få alt det væk fra gulvet, som ikke er barnevogne.

Der er sat en kurv op indenfor til venstre til grill ting – optændingsbrikker mv., så det er væk for små hænder. Kurven er sat højt på væggen.

Så er der sat 4 kurve op lige frem for indgangen. Disse kurve er til legetøj, sandting mv. Det er meningen at man kan tage kurven ned fra væggen, tage den med ud og lege med tingene, for bagefter at hænge den tilbage på plads.

Da der er begrænset plads i barnevognsskuret, er skuret først og fremmest til parkering af barne- og klapvogne, så må vi henstille til, at der ikke står gåvogne og andet legetøj derned. Der er simpelt hen ikke plads – 1. prioritering er plads til barne-og klapvogne.

Plast og glas containere i gården.
Der har været en del utilfredshed fra beboerne over, at plast containerne lugter af madrester og at det larmer rigtigt meget, når der smides glas i glascontainerne sent om aftenen / om natten.

Så husk at tage hensyn til dine naboer – skyl altid dit plast af, inden du smider det ud. Og vær sød ikke, at smide glas i containerne ml. kl. 23 – 06.

Næste bestyrelsesmøde er planlagt til d. 25. oktober.*

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

 

*Rettet fra 3. oktober, som tidligere skrevet ved en fejl.

Comments are Disabled