Vandforbrug

Vandforbruget i Godthåbs Have ligger i underkanten af det man kunne forvente i en ejendom af vores størrelse og forekommer nogenlunde stabilt. Men med den udvikling der er – og navnlig har været i prisen på vand – er der grund til at være særdeles årvågen for at kunne holde denne omkostning nogenlunde i ro.

VVS

Hvis beboerne – efter aftale med funktionærerne – anvender andre end ejendommens faste håndværkere, henstilles det, at man sørger for at åbne for alle ventiler igen efter endt arbejde.

Radiatorer

Ved udskiftning af en lejligheds radiatorer skal ejendommens funktionærer altid kontaktes inden udskiftning.
Det er muligt indtil videre efter vurdering og godkendelse, at få betalt en ny radiator, hvis lejligheden skal have udskiftet en af de oprindelige radiatorer fra ejendommens opførelse i forbindelse med utæthed el. manglende funktion. Det er stadig lejlighedens ejer, som betaler for arbejdsløn, montering af varmemåler og lign.
Hvis en ejer ønsker udskiftning af nyere radiatorerne end de oprindelige, så er det helt egenbetaling.

Funktionærerne henstiller generelt til, at beboerne “skruer på” termostatventilerne på radiatorerne jævnligt i fyringssæsonen – uden for varmesæsonen bør man sætte ventilerne på “5” eller “maks.” Derved undgår man, at de sætter sig fast.

Afløb fra køkken og bad

Hvert år har vi et antal oversvømmelser på badeværelser, fordi vandlåsen i gulvet er tilstoppet. Det påhviler den enkelte ejer selv at sørge for, at vandlåsen er renset og fri for hår m.v. I den forbindelse er det vigtigt at du sørger for, at der er en rist øverst i vandlåsen, som du kan tage op og rense med en stålbørste eller lignende. Er der ikke en rist, kan du købe en hos funktionærerne.

Det er beboernes egen udgift at rense afløb fra køkkenvask og afløb fra bad og håndvask i badeværelse til faldstammen. Dog vil funktionærerne i første omgang forsøge at rense lettere for­stoppelser med ejendommens motorsplit. Vedligeholdelsen af køkkenafløbet, inkl. vandlås og samtlige rør førende fra køkkenvasken til faldstammen, er ligeledes beboerens egen udgift.