Renovering, der ikke kræver byggetilladelse

  • Renovering eller udvidelse af eksisterende badeværelse.
    (Et eksisterende lovligt badeværelse kan udvides uden byggetilladelse, så længe der ikke foretages indgreb i almindelige installationer, eller der støbes på et gulvdæk, der er større end 6m 2 ).
  • Fjernelse, installation eller ændring af ikke-bærende skillevægge
  • Montering af nedhængte lofter
  • Renovering af eksisterende køkken

Regler i bygningsreglementet og byggeloven skal stadig overholdes, selvom du ikke skal have byggetilladelse.

Byggetilladelseskrævende renovering

  • Byggearbejde i lejligheden, der berører bygningens fælles installationer, f.eks. et nyt badeværelse.
    (Med nyt badeværelse forstås: Etablering i nyt rum, hvor der ikke tidligere har været badeværelse, eller i rum, hvor der kun har været toilet).
  • Ændringer af de bærende konstruktioner, f.eks. nedrivning eller gennembrydning af bærende vægge og støbning af betongulve på træstrøer, hvis gulvet er større end 6 m2.

 

Hvis byggeriet kræver byggetilladelse, kræver det også en godkendelse fra bestyrelsen.

  • Du skal aflevere en plantegning fra en arkitekt/fagmand til bestyrelsen. Du kan forvente, at bestyrelsens godkendelse kan tage noget tid, da vi skal indhente faglige vurderinger.
  • Du skal anmode kommunen om en fuldmagt, som du udfylder og derefter sender til bestyrelsen til underskrift.
    Fuldmagten fra Frederiksberg Kommune kan findes her.

Herudover henvises til ejerforeningens vedtægter, § 22, der omhandler renovering.

Generelle retningslinjer for renoveringsarbejder

  • Beboeren skal altid sikre sig, at alle nødvendige godkendelser og offentlige tilladelser foreligger, inden renoveringen påbegyndes.
  • I tilfælde hvor beboeren er i tvivl om, hvorvidt renoveringen er i overensstemmelse med ejendommens retningslinjer, skal personalet altid kontaktes. I tvivlstilfælde vil de herefter kontakte bestyrelsen.
  • Indkaldte håndværkere må ikke udføre arbejde, der griber ind i ejendommens fælles installationer, uden at medarbejderne er informeret.
  • Medarbejderne skal altid orienteres om renoveringer i god tid. Medarbejderne skal desuden have navn og adresse på eventuelle håndværkere.
  • Da der kan opstå tvister med håndværkerne under renoveringen, skal beboeren altid kunne kontaktes under renoveringsperioden. Beboeren bedes derfor oplyse personalet om et telefonnummer, hvor vedkommende kan træffes. Hvis beboeren er bortrejst i en længere periode, skal både telefonnummer og midlertidig adresse oplyses.
  • Renoveringsarbejde må kun udføres mandag–fredag kl. 08.00–18.00 og i begrænset omfang om lørdagen mellem kl. 10.00 og 13.00.
  • Der må ikke udføres støjende arbejde på søndage eller helligdage.
  • Ejeren er forpligtet til at orientere om kommende moderniseringsarbejder af mere end 3 dages varighed samt oplyse sine kontaktoplysninger ved opslag i opgangen samt i tilstødende opgange senest 1 uge før arbejdets påbegyndelse.
  • Beboere anmodes om at rydde op efter byggeaffald i opgange og fællesarealer samt støvsuge reposer og elevatorer for at fjerne støv fra byggearbejdet.
  • Anvisninger og påbud fra medarbejdere og bestyrelsen skal altid efterkommes.

Udskiftning af gulvafløb i badeværelse

Ved renovering af badeværelse, hvor vandlåsen udskiftes, skal der altid anvendes en godkendt vandlås med smøremembran.

Reparationskatalog

Der kan undertiden opstå tvivl om, hvorvidt en reparation skal betales af ejerforeningen eller af beboeren selv. Hovedreglen er, at udvendig vedligeholdelse er ejerforeningens ansvar, mens den enkelte ejer selv skal betale for indvendig vedligeholdelse.

Der har dog været en række såkaldte “grænsetilfælde”, som har ført til, at bestyrelsen har anmodet administrator om at udarbejde et katalog, der præcist angiver, hvem der er ansvarlig for udgifterne til en reparation.

Beboere kan opleve at blive bedt om at betale for noget, som de troede, ejerforeningen afholdt udgiften til. Dette gælder især ulovlige og/eller privat etablerede konstruktioner i lejligheden, f.eks. et (ulovligt) loft i badeværelset, som skal fjernes i forbindelse med udskiftning af afløbet fra overboen, eller når et privat opsat trægitter foran en radiator skal fjernes i forbindelse med udskiftning af radiatoren. Reparationskataloget kan gennemses hos funktionærerne.