Indeklimaet i dit hjem har betydning for både dit helbred og din lejlighed.
Bestyrelsen anbefaler derfor at følge de gængse gode og nemme råd for et bedre indeklima.
- Luft ud med gennemtræk på tværs af lejligheden mindst 3 gange dagligt i 5-10 minutter (når det er koldt udenfor, 5 gange dagligt i 2-3 minutter) for at komme af med lejlighedens luftfugtighed, dårlige luft og skadelige partikler.
- Hvis I er flere personer indendørs, så luft ud oftere, f.eks. før og efter besøg.
- Er I flere samlet i et rum i længere tid, så skab gennemtræk 1 gang hver time.
- Luft ud efter madlavning, badning eller efter brug af tændt stearinlys eller pejs.
- Tænd emhætten eller åbn vinduet, når du laver mad, så den varme fugtige luft ikke sætter sig i lejligheden. Ved mados eller mad, der er brændt på, må man ikke åbne køkkendøren og bruger køkkentrappen til udluftning, da vores brandalarmer kan forveksle mados eller mad, der er brændt på, med en reel alarm og brandvæsnet vil automatisk blive sendt ud. Dette kaldes en “blind alarm” og det koster 7.500 kr pr udkald. Hvis brandvæsnet møder en åben køkkendør, vil foreningen videresende regning til beboeren, som har gjort det.
- Tør ikke tøj indendørs, da tørringen giver for høj luftfugtighed i lejligheden. Brug tørrerummene i kælderen eller tørrepladserne i gården.
- Hold en minimumstemperatur på 18 grader i alle rum i lejligheden.
- Hold en temperaturforskel på ikke mere end 4-5 graders på varme og kolde rum i lejligheden.
Kondens på vinduer
Har du kondens på et eller flere vinduer, skyldes det typisk for høj luftfugtighed.
- Tør kondensen væk, og
- luft ud (se ovenfor)
Det er normalt, at energiruder dugger (specielt om morgenen) under kraftige temperatursvingninger. Duggen forsvinder om morgenen eller i løbet af formiddagen
Luk eller fastlås vinduerne
Bestyrelsen anbefaler, at du lukker vinduerne eller fastlåser dem i udluftningsposition, når du forlader din lejligheden. Ved kraftig storm kan det øverste vindue blive revet løst af hængslerne, hvis vinduet ikke er lukket eller fastlåst i udluftningsposition.
Vinduer i stueetagen bør altid holdes lukket, inden man forlader lejligheden, for at undgå indbrud.